FCI Racestandard for Tibetansk
Spaniel
Udgivet af FCI 11 maj 1998
Anvendelse:
Selskabshund (FCI Gruppe 9).
Helhedsindtryk: Lille, aktiv, vågen harmonisk, med en kropslængde, som er
en smule større end skulderhøjden.
Temperament: Munter og selvbevidst, særdeles intelligent. Tilbageholdende
overfor fremmede. Vågen og hengiven, men selvstændig.
Hoved: Lille i forhold til kroppen, stolt båret. Hos hanner er det
maskulint, men aldrig groft.
Skalle: Let hvælvet, af moderat bredde og længde.
Stop: Let, men tydeligt.
Næse: Sort næse foretrækkes.
Næseparti: Middellangt, brat afskåret og fyldigt, uden rynker. Hagen er
ret dyb og bred.
Bid: Let underbid. Tænderne er regelmæssigt placeret og underkæben har
god bredde mellem hjørnetænderne. Fuldt tandsæt er ønskeligt.
Øjne: Mørkebrune, ovale, klare og udtryksfulde. De er middelstore og
ansat ganske langt fra hinanden, men fremadrettede. Øjenrandene er sorte.
Ører: Middelstore og hængende, ret højt ansatte og hos de voksne hunde
forsynet med frynser. De ønskes holdt let fri af hovedet, men må ikke "flagre".
Store og tunge, lavt ansatte ører er utypiske.
Hals: Moderat kort, stærk og vel ansat. Halsen prydes af en manke eller
"sjal" af længere hår, mere udpræget hos hannerne.
Krop: En smule længere fra manke til halerod end skulderhøjden.
Ryg: Vandret.
Bryst: Godt hvælvede ribben.
Hale: Højt ansat, forsynet med en meget fyldig "fjerbusk", og båret i en
munter krølle ind over ryggen, når hunden er i bevægelse.
Lemmer:
Forpart: Moderat benstamme. Forbenene er en smule krogede, men med fast
tilslutning ved skulderne.
Skuldre: Godt tilbagelagte.
Bagpart: Velbygget og stærk.
Knæled: Moderat vinklet.
Haser: Lavt ansatte og lige, set bagfra
Poter:
Harepoter. Små og fintbyggede. Mellem tæerne frynser, der ofte når frem
foran poterne.
Bevægelser: Kvik, lige og selvsikker.
Pels: Yderpelsen er silkeagtig, glat og kort i ansigtet og på forsiden af
benene, moderat lang på kroppen, men temmelig fladt tilliggende. Underulden er
fin og tæt. Ørerne og bagsiden af forbenene har smukke frynser, mens hale og
bukser har mere fyldig og længer pels. Tæver har normalt ikke så rigelig pels og
manke som hanner, pelsfylden skal ikke overdrives.
Farve: Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
Størrelse: Højde omkring 25,4 cm. Idealvægt 4,1-6,8 kg.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl,
hvis betydning for bedømmelsen skal stå i forhold til afvigelsens omfang.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.